Nyt domicil til Access Technology

IBG Erhvervsbyg skal opføre nyt domicil til den danske IT-ingeniørvirksomhed Access Technology A/S i Lystrup, der udvikler og forhandler trådløse adgangs- og kaldesystemer til blandt andet kontorer, boligforeninger, sportsklubber og care-sektoren.

Virksomheden er startet i 2010 og udvidede i 2018 med opkøbet af ANY group ApS, som har fokus på care-sektoren. Sammen har virksomhederne udviklet Intelligent Care, som tilbyder et cloudbaseret kaldesystem og har både danske og norske kommuner på kundelisten.

 

Positiv udvikling har ledt til byggeri

Byggeriet kommer som følge af en positiv udvikling i alle Access Technologys forretningsområder gennem de seneste år, som forventes at fortsætte, og en større satsning på udvalgte eksportmarkeder.

”Der bliver brug for flere medarbejdere, og vi glæder os til at få et nyt domicil med mere plads, men samtidig også et sted vi kan være stolte af at vise frem, når vi modtager kunder og samarbejdspartnere i fremtiden” fortæller Thomas Ginnerup, partner og direktør i Access Technology.

Access Technologys nye domicil skal rumme administration, lager og værksted samt kantine og velfærdsfaciliteter til virksomhedens medarbejdere. Det bliver på ca. 650 m² og opføres i betonelementer.

IBG bygger på egen grund

Byggeriet er tegnet af Gjørtz/Andersen Arkitekter og forventes at stå færdigt til foråret 2022. Det opføres på Marøgelhøj i Lystrup, hvor IBG ejer en grund, som er udviklet til 3 separate grundstykker. ”Vi har oplevet en overvældende interesse for grundene, og udover aftalen med Access har vi netop lavet aftale med endnu en virksomhed om et af de andre grundstykker. Den sidste grund har vi flere interesserede købere til”, fortæller Brian Slot fra IBG Erhvervsbyg.

IBG har grunde flere steder i Danmark, og især i området omkring Aarhus. Du kan se alle grundene her.