Nye faciliteter til Ådalens Privatskole i Ishøj

Ådalens Privatskole kan nu tage deres nye udvidelse med klasselokaler og hal i brug.

Målet med byggeriet var at modernisere skolens bygningsmasse, og samle alt under et tag. ”Det nye byggeri giver os mulighed for at styrke fællesskabet, da vi nu kan samle alle skolens elever et sted. Det giver os mere luft og albuerum til det pædagogiske arbejde, så det gør en stor forskel i vores hverdag” fortæller skoleleder Henrik Langer Carlsen. De nye klasselokaler er især kommet fællesskabet i udskolingen til gode, da udskolingseleverne nu er samlet i hverdagen.

Desuden får de 440 elever i 0. – 9. klasse nu idrætsundervisning på skolen, frem for at skulle ud i byen for at have idræt, hvilket giver en større frihed i hverdagen.

IBG Erhervsbyg har været hovedentreprenør på byggeriet og lavet jord, kloak og beton i egenproduktion. Der er opført 8 klasseværelser, fællesareal, lærerafdeling med lærerværelse og personalefaciliteter og hal med omklædningsrum i brug. Skolen er opført i stålspær med betonelementer og letelementer i træ og tag i trapezplader.

”Vi er glade for resultatet, og IBG har været gode til at finde konstruktive løsninger på de ting der er opstået undervejs i byggeprocessen, så vi er rigtig godt tilfreds” siger skoleleder Henrik Langer Carlsen.

ByggArkitekterne Køge A/S har projekteret, Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører ApS er ingeniør og IGS Rådgivende Ingeniører er totalrådgiver.